Det sociale frikort bliver permanent

Det sociale frikort har stor værdi for mange socialt udsatte mennesker. Derfor er det glædeligt, at regeringen vil sætte midler af til at gøre ordningen permanent, siger formand Kira West.

Kvinde gør rent i kirke socialt frikort
Nyhed

Forsøgsordningen med det sociale frikort har gjort mange menneskers liv bedre og forstærket effekten af andre sociale indsatser.

Derfor er det meget positivt, at regeringen vil gøre frikortet permanent, så socialt udsatte også i fremtiden kan blive en del af et fællesskab og få en fod ind på arbejdsmarkedet på deres egne præmisser.

Det siger Rådet for Socialt Udsattes formand, Kira West:

- Det sociale frikort har vist sig at have en løfteevne for socialt udsatte og betyder, at de får mere ud af andre sociale indsatser, de er visiteret til. Simpelthen fordi de får troen på, at de kan bidrage og er velkomne i fællesskabet. På den måde virker succesen fra det sociale frikort som en løftestang for social progression, siger Kira West.

Med det sociale frikort kan udsatte mennesker, der ikke kan passe et almindeligt arbejde, tage småjobs i de perioder, som passer den enkelte. Økonomisk set giver frikortet dem lov til at tjene op til 40.000 kroner skattefrit uden at blive trukket i forsørgelsesydelser.

Ordningen har været et forsøg siden 2019, men med den nye finanslov afsætter regeringen altså midler til at gøre frikortet permanent, oplyser Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Evalueringer har vist, at det sociale frikort øger livskvaliteten og trivslen for udsatte mennesker, og at det kan bidrage til at få dem tættere på beskæftigelse. Derfor glæder det også social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at frikortet bliver permanent efter 2024, når den nuværende forsøgsordning udløber.

- 9000 mennesker har lige nu et socialt frikort. Det er typisk mennesker, der har misbrug, psykisk sygdom eller hjemløshed med i bagagen. Det sociale frikort er med til at øge deres fysiske og mentale trivsel og kan give dem en bedre tilværelse med øget livskvalitet. Derfor er jeg uendeligt glad for, at vi nu sætter penge af til at gøre ordningen permanent med dette års finanslov, siger Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.

Du kan læse mere om det sociale frikort her.

Kontakt

Portræt af Kristian Volden

Kristian Volden

Presse- og kommunikationskonsulent
41 85 10 21