Indhold

10 gode råd til deltagelse

Til dig der vil styrke demokratisk deltagelse blandt borgere i socialt udsatte positioner

Tjekliste
Illustration af kalender

1. Timing er afgørende

Sørg for at involvere tids nok i forløbet til, at du kan bruge borgernes input aktivt, uanset om det er ift. udviklingen af en indsats eller politik. Man kan ikke tale om involvering, hvis borgernes bidrag kommer for sent i forløbet til at få indflydelse. 

 

 

 

Illustration af møde

2. Forventningsafstem med deltagerne 

Sørg for at alle er indforståede med formålet og hav en tydelig styring mod det.Alle deltagere skal altid vide, hvorfor de involveres, og hvad det skal bruges til. Gør det tydeligt for dem, hvordan deres input bruges gennem hele processen og meld tilbage med status, hvor de kan se deres indflydelse.

 

Person holder ramme med program

3. Ha’ en klar ramme for afholdelsen og varier formen

Skab en klar ramme for afholdelsen af fx møder med tydelig facilitering, så alle ved, hvad der forventes af dem hvornår. Forskellige deltagere vil have forskellige behov, derfor kan det være en god ide at variere formen, så deltagerne fx både har mulighed for at tale sammen i plenum og i mindre grupper.

 

Person der tænker

4. Lyt – også til det, du ikke forventer at høre

Vær åben for at deltagerne kan give nye forståelser for et emne eller en problemstilling, som ikke var tænkt med fra starten, også selvom det betyder, at de oprindelige planer og rammer må ændres.

 

 

 

 

Personer der taler sammen på bænk

5. Byg bro mellem det formelle og uformelle

Beslutninger bliver ofte taget i formelle rammer, da det er den form, beslutningstagere er vant til. Til gengæld kan formelle mødeformer og kommunalt sprog virke ekskluderende for mennesker, der ikke er vant til det. Overvej hvordan du kan tilrettelægge rammerne efter deltagernes behov og derefter oversætte til formelt sprog, hvis det er nødvendigt.

 

 

Skilteskov

6. Mød borgerne, hvor de er

Gør det nemt at mødes, og vær opmærksom på, at fx kommunale møderum kan virke afskrækkende. Lad dem du vil have til at deltage vælge deres hjemmebane fx et værested eller det lokale bibliotek. Det samme gælder ift. online kontakt, hvor sociale medier for mange er lettere at bruge end e-boks.

 

 

 

Person hilser på en gruppe af personer

7. Gør dig klog på målgruppen og skab relationer

Besøg væresteder eller tag kontakt til de organisationer, der arbejder med målgruppen til daglig. Overvej at involvere peers, gademedarbejdere eller andre tæt på gruppen som bindeled og lær af deres erfaringer. Det er vigtigt, at dem, der skal involvere, kender målgruppens behov og livssituation.

 

 

Personer omkirng bord

8. Prioriter tid og ressourcer til forberedelse af deltagerne

Det er forskelligt, hvor vante borgere er til at deltage. Hav øje for, hvad de har brug for, tilpas evt. mødemateriale til dem, der skal deltage, og afhold fx formøder med plads til spørgsmål og fælles forberedelse. Om nødvendigt, giv mulighed for at tage en ledsager med. 

 

 

To personer i samtale

9. Ha’ for øje for den mulige sårbarhed ved at dele personlige erfaringer

At deltage pba. egne livserfaringer kan kræve mange kræfter, både fysisk og mentalt. Vær opmærksom på, om deltagere er bevidste om, hvad de har lyst til at dele, og hvad de ikke har - fx traumatiske oplevelser. Sørg for at deres input altid bliver mødt med respekt og støt op om deltagerne bagefter om nødvendigt. 

 

 

Gruppe af personer med bannere

10. Skab nye demokratiske rum til deltagelse

Giv plads til deltagelse og skab åbne rum, hvor borgere i udsatte positioner bliver inviteret ind, også ved emner, der ikke er relateret til deres socialt udsatte position. Det kan fx være gennem udsatteråd i kommunerne, brugerråd på væresteder og herberger eller tilbagevendende arrangementer med mulighed for at møde beslutningstagere.

Del af udgivelse
Rapportens forside med portræt af Dennis, som har erfaring med sociale problemer
Inspirationshæfte

Rådet for Socialt Udsatte ønsker at sætte fokus på, hvordan vi styrker deltagelse for mennesker i socialt udsatte positioner.

Rådet for Socialt Udsatte
Kontakt