Loven om efterværn bør ændres, så socialt udsatte unge i højere grad sikres en god overgang til voksenlivet.
Alt for mange tidligere anbragte børn udvikler sig til at blive socialt udsatte voksne. Rådet for Socialt Udsatte mener derfor, at loven om efterværn bør ændres, så det i langt højere grad sikres, at overgangen til voksenlivet ikke også bliver en overgang til et liv i social udsathed.
Unge mennesker, der vokser op i familier, understøttes ofte af deres forældre langt ind i voksenlivet, men alt for mange tidligere anbragte unge slippes af samfundet, når de som 18-årige bliver myndige.
Uden hjælp og støtte til en tryg overgang til voksenlivet går det galt for mange tidligere anbragte unge, som ofte kæmper med psykiske mén fra deres opvækst og anbringelser, har få nære relationer, svage netværk, og lav grad af deltagelse i fællesskaber.
Rådets anbefalinger skal sikre, at unge mennesker med baggrund som anbragte får de bedste betingelser for et godt liv med alt, hvad det indebærer af bolig, uddannelse, arbejde og familie. Det vil både være af stor menneskelig og samfundsmæssig værdi, at unge med baggrund som anbragte ikke tabes i den sårbare overgang fra barn til voksen, og at de i stedet hjælpes til de er veletablerede i voksenlivet.
I udformningen af anbefalinger har rådet ladet sig inspirere af de evidensbaserede bostøtteformer i hjemløsereformen, ACT, ICM og CTI. Det, der er fælles for de tre metoder, er, at de er definerede i forhold til indhold, at de er strukturerede, helhedsorienterede og er tilpasset den enkelte borgers behov.
Rådet mener i øvrigt, at begrebet ”efterværn” er forældet. Efterværnsbegrebet stammer fra tiden med forsorgs- og opdragelseshjem. Der bør arbejdes på at finde et moderne begreb, som er ikke-stigmatiserende for tidligere anbragte unge og som bedre beskriver indsatsens formål.
Rådet anbefaler, at alle anbragte/tidligere anbragte unge får ret til efterværn, og at efterværnet planlægges i samarbejde med den unge og iværksættes tidligt - inden det 18. år. Hvis de er anbragte, bør planlægningen starte, fra de er 15 år. Rådet anbefaler, at der bliver sat systematisk og vedholdende ind i efterværnsperioden, for at sikre at den unge bliver i bolig, uddannelse eller beskæftigelse. Efterværn skal ikke være en ydelse, der har en begyndelse og afslutning. Unge med anbragt baggrund kan have udfordringer, der gør, at de i perioder ikke ønsker at modtage efterværn. Det betyder ikke, at behovet ikke er der. Det er derfor afgørende, at efterværn fastholdes som en rettighed, når ønsket om hjælp opstår, også selvom den unge er blevet 23 eller 25 år.
Efterværnsmetoderne skal indeholde specialiseret støtte til at bistå den unge tidligere anbragte med at etablere sit eget hjem i en passende bolig, og til at trives og fastholdes i uddannelsessystemet og/eller i beskæftigelse. Efterværnet skal også bistå den unge tidligere anbragte med at opbygge netværk og indgå i fællesskaber. Endelig skal efterværnet om nødvendigt bistå den unge med at modtage gratis terapeutisk behandling for evt. barndomstraumer, psykiske lidelser og/eller afhængighed af rusmidler.
Unge, som er tidligere anbragte, har sjældent en børneopsparing eller lignende, de kan bruge til at etablere sig. Derfor er der behov for at udvide og smidiggøre rammerne for eksisterende tilskudsmuligheder, så det bliver nemmere at give tilskud til indretning og sundhedsudgifter (tandlæge, psykolog, fysioterapeut osv.), ligesom der kan være behov for at yde rentefrie lån. Endelig er det afgørende, at kommunerne fratages mulighed for at kunne opkræve egenbetaling for efterværn hos unge tidligere anbragte, som har et fritidsjob, da det risikerer at ødelægge effekten af efterværnet.
Unge skal have indflydelse på og selv være med til at formulere en handleplan og være med til at justere den løbende, efterhånden som den unge udvikler sig. Desuden skal den unge have indflydelse på, hvem vedkommende får som støtteperson. Kun på den måde er efterværnet indrettet, så den unge får ejerskab over de beslutninger, der træffes.