Nu skal vi kurere uligheden i sundhed

Af Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Altinget.dk den 22. april 2024.

Der er desværre ikke noget nyt i, at der er meget stor forskel på, hvor længe de mest velstillede danskere lever i forhold til dem med de laveste indkomster og de største sociale problemer.

Derfor er det godt og vigtigt, at der er skabt fornyet fokus på den sociale og geografiske ulighed i sundhed. 

Den seneste tid har DR fortalt, at danske mænd med høj indkomst lever 10 år længere end dem med lav indkomst. For kvinder er forskellen syv år. Og det er blevet værre siden 1980'erne, viser tallene, som kommer fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. 

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder det et stort problem og siger til DR, at vi skal være ”langt bedre til at sikre en mere lige adgang til vores sundhedsvæsen.” 

Hvordan man så gør det, det får vi formentligt kvalificerede bud på til juni, når Sundhedsstrukturkommissionen afslutter sit arbejde og afrapporterer til regeringen. 

Hvis man tillader sig at drømme stort, så fører kommissionens arbejde til et tilgængeligt og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor sociale problemer ikke er en barriere for at få den behandling, som man har brug for – og ret til. 

Socialt udsatte lever 17 år kortere 

Desværre bliver uligheden i sundhed endnu tydeligere, hvis vi graver dybere og ser på de mennesker, som lever med sammensatte og komplekse sociale og sundhedsmæssige problemer som hjemløshed, stofbrug og somatiske og psykiske lidelser. 

Socialt udsatte mennesker lever i gennemsnit 17 år kortere end den øvrige befolkning. Det viser den seneste udgave af undersøgelsen SUSY Udsat, som Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet har udarbejdet for Rådet for Socialt Udsatte. 

Selv om de har et dårligere helbred på alle parametre end resten af danskerne, så går de sjældent til lægen. Hvis man lever på gaden og skal skaffe penge til stoffer for at dulme fysiske og psykiske smerter, så er der ikke tid og overskud til at bestille og overholde lægetider – eller til at følge en behandling for den sags skyld. 

Så gør man i stedet sit bedste for at klare sig, indtil ens sundhedstilstand er blevet så dårlig, at den eneste udvej er en indlæggelse. Det bekræfter SUSY Udsat også. Socialt udsatte mennesker indlægges oftere end den øvrige befolkning, og de bruger i høj grad sundhedsvæsnets akutte funktioner. 

Sundhedsvæsnets oversete fjerde ben  

Vi taler ofte om sundhedsvæsnets tre ben: hospitalerne, de praktiserende læger og de kommunale sundhedstilbud. Men nu hvor vi ser på en ny struktur for sundhedsvæsnet, er det vigtigt, at vi ikke overser det fjerde ben - hele det ”uformelle” parallelle sundhedsvæsen, som består af sundhedstilbud i NGO’er og kommuner, finansieret af midlertidige puljer, fondsbevillinger og så videre, og som er bemandet af frivillige sundhedspersoner eller løst tilknyttede professionelle.

Det er de udsattes sundhedsvæsen, som har udviklet sig, fordi de udsatte mennesker har så dårlig adgang til det formelle, etablerede sundhedsvæsen. 

De mest udsatte mennesker er dybt afhængige af dette særlige sundhedsvæsen. Det er deres hjælp til at få adgang til og til at navigere i det formelle sundhedssystem. Og i mange tilfælde er det også her, at de får den helt basale sundhedshjælp på gadeplan. Det er livsnødvendigt for mange mennesker. 

Men det er ikke godt nok, at det er usikkert finansieret, tilfældigt geografisk placeret, og at der ikke er faste standarder for behandling, kvalitet og så videre. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan dele af det uformelle sundhedsvæsen i højere grad kan blive en del af det etablerede sundhedsvæsen, så der sikres en fast struktur og ensartet hjælp i alle dele af landet, som ikke er afhængig af kortsigtede bevillinger og frivillige kræfter. 

Nye strukturer til gavn for udsatte mennesker 

I dag er sundhedsvæsnet utilgængeligt og alt for usammenhængende for socialt udsatte mennesker, og det betyder desværre, at mange slet ikke får den nødvendige behandling, eller at de først får den for sent. 

Hvis vi skal skabe mere lighed i sundhed, så skal vi have et bedre samspil mellem hospitalerne, kommunerne og de praktiserende læger. Det kræver økonomiske rammer og strukturer i sundhedssystemet, som understøtter, at alle aktører får incitament til at forebygge og opspore sygdomme tidligt, også selvom indsatsen på kort sigt ikke giver besparelser i egen sektor. Det kommer Sundhedsstrukturkommissionen forhåbentligt med anbefalinger til. 

Kommissionens anbefalinger bliver forhåbentligt også et oplæg til en sammenhængende lovgivning, som gør det nemmere for systemerne at arbejde med udgangspunkt i det enkelte menneskes behov, også når det kræver samarbejde på tværs af sektorer. 

Det bærende princip skal være, at ingen må give slip på et menneske, før der er en tværfaglig, tværsektoriel og holdbar plan for, hvem og hvad der er klar til at tage over. 

Lige så afgørende er det, at socialt udsatte skal mødes af et No Wrong Door-princip, som sikrer, at de får hjælp, uanset om de kommer i kontakt med det offentlige via skadestuen, en kommunal forvaltning, psykiatrien eller den praktiserende læge. Det er systemet – ikke dem selv – som har ansvaret for at finde frem til den rigtige hjælp. 

Sundhed på udsatte menneskers præmisser 

For at nå ud til de mennesker, som ikke selv kommer og beder om hjælp, skal vi skabe bedre udgående, opsøgende og fremskudte sundhedsindsatser. 

Det kan være socialsygeplejesker tilknyttet herberger, væresteder og misbrugscentre, som bygger bro til egen læge og anden sundhedsbehandling. Eller fremskudte indsatser, hvor sundhedspersonalet kommer til borgeren, uanset om borgeren bor i eget hjem, på bosted, herberg eller på gaden. 

Vi må håbe, at kommissionen kommer med anbefalinger til ændrede rammer for de praktiserende læger, så de i højere grad bliver en reel indgang til sundhedsvæsnet for socialt udsatte mennesker. Der er for eksempel brug for fleksible konsultationstider og muligheder for opsøgende og udgående lægebesøg. 

Flexklinikken på Bispebjerg Hospital og Lægefællesskabet i Grenå er to gode eksempler på sundhedsindsatser, hvor socialt udsatte menneskers behov er omdrejningspunkt for arbejdet. Vi skal have mere af den slags. 

Vi er nødt til at indrette sundhedsvæsnet på nye måder. Når socialt udsatte mennesker ikke går til lægen eller følger deres behandling, så er det ikke, fordi de er blevet raske. Så er det, fordi de ikke er raske nok til at få hjælp inden for de nuværende rammer.