Åbent brev til kommuner og regioner om ulighed i sundhed

Rådet for Socialt Udsatte sender åbent brev og stiller ti forslag, der kan mindske uligheden i sundhed og forbedre socialt udsattes sundhedstilstand. Læs brev og forslag her.

Socialsygeplejerske rækker hånden frem til patient siddende på stol ved et bord på en hospitalsstue
Brev

Kære politikere i kommuner og regioner

Uligheden i sundhed er tårnhøj. Og på trods af ihærdige indsatser i kommuner og regioner i hele landet, så har de udsattes sundhedssituation ikke ændret sig siden Rådet systematisk begyndte at dokumentere den i 2007. Tallene i faktaboksen taler for sig selv. Og en socialt udsat mand i 50’erne sætter i den seneste undersøgelse problemet på spidsen, når han siger:

Altså, typisk går jeg ikke til lægen, fordi jeg er syg. Jeg venter, til jeg er så syg, så jeg bliver indlagt.
Socialt udsat mand, 53 år.

Vores sundhedsindsatser passer ikke godt nok til socialt udsatte, og derfor bliver de som regel først behandlet når det er akut, behandlingen bliver alt for ofte afbrudt, og når socialt udsatte er udskrevet, bliver de alt for hurtigt syge igen.

Politikere og fagfolk har kæmpet med disse udfordringer i de seneste mange år, men det er svært bevæge sig fra et system, der konstant slukker brande, når socialt udsatte møder op i akutmodtagelsen, og over til et sundhedsvæsen, der samarbejder på tværs for at sikre holdbare løsninger for socialt udsatte.

Men løsningerne findes, og vi tror, at der er politisk vilje til at gøre noget ved problemerne. Derfor har Rådet for Socialt Udsatte lavet en række konkrete forslag til, hvad man kan gøre for at hjælpe socialt udsatte i kommunen, hos egen læge, på hospitalet og når de falder mellem stolene.

Vi sender vores forslag sammen med dette brev, og vi håber, at I vil lade jer inspirere, når I sætter jer til forhandlingsbordet i regioner og kommuner. Vi vedlægger også vores seneste rapport om socialt udsattes sundhed, så I kan få et billede af den virkelighed, socialt udsatte oplever, når de går til lægen eller på hospitalet.

Med venlig hilsen

Vibe Klarup 
Formand for Rådet for Socialt Udsatte


Rådet anbefaler
Socialsygeplejerske står og taler med en læge siddende ved et skrivebord

Sundhedsproblemer giver socialt udsatte væsentligt dårligere livskvalitet end den øvrige befolkning. Rådet stiller her ti konkrete forslag, der kan reducere den store ulighed i sundhed.

Rapportens forside med foto af socialsygeplejerske, der sidder og taler med en patient på en hospitalsgang
Pixie

Siden 2007 har Rådet for Socialt Udsatte systematisk dokumenteret socialt udsattes sundhedstilstand mv. i undersøgelserne kaldet SUSY Udsat. Denne opsamling giver pba. rækken af SUSY-undersøgelser et samlet overblik over socialt udsattes sundhed og sygdom.

Rådet for Socialt Udsatte