Flyt penge fra årelange jobcenterforløb for de mindst jobparate til sociale indsatser

Af Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Udgivet i Altinget den 7. december 2022.

Under valgkampen har der nærmest ikke været grænser for bud på, hvor mange milliarder vi kan spare på bureaukrati. Og fokus har i særlig grad været rettet mod jobcentrene - ét af de mange steder, hvor socialpolitik møder andre politiske områder.

Og det kan godt være, at vi kan spare penge på jobcentrene ved at droppe nogle registreringer her og der. Men det er intet imod, hvad vi kunne spare, hvis vi stopper med at bruge enorme ressourcer på årelange afklarings- og beskæftigelsesforløb for mennesker, der står langt væk fra arbejdsmarkedet, og i stedet investerer pengene i at give de samme mennesker ro og en god social indsats.

Skær regeljunglen ned

Debatten bærer præg af manglende viden om, hvad det er for borgere, der arbejdes med i jobcentrene. De borgere, der er arbejdsparate, er den mindste gruppe. De har gavn af den aktive beskæftigelsesindsats og kommer ofte relativt hurtigt i arbejde.

Men den største gruppe er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. Ofte lever de med svære sociale og sundhedsmæssige problemer. Af de 13 milliarder kroner, vi bruger på jobcentrene årligt, går en betragtelig del til at holde samtaler med, afklare, rådighedstjekke, arbejdstræne og sanktionere mennesker, som er meget langt fra arbejdsmarkedet, og hvor indsatsen i nogle tilfælde gør mere skade end gavn.

Det er ydelser, som lovgiverne har bestemt, at borgerne skal have som led i den aktive beskæftigelsesindsats. Men man kan også kalde det bureaukrati og i stedet vælge at udnytte det store menneskelige og samfundsøkonomiske potentiale, der ligger i at skære ned på den jungle af regler og krav, som nogle af vores mest udsatte mennesker er omfattet af.

Det betyder bestemt ikke, at de ikke skal have en indsats. Men det skal være en tværfaglig og koordineret indsats, der er rettet mod den enkeltes sociale og sundhedsmæssige problemer. Det er ofte alvorlige problemer som rusmiddelafhængighed, psykiske lidelser, dårligt helbred og fattigdom.

Ingen skal sidde fast på kontanthjælp

Det er spild af ressourcer at arbejde for beskæftigelse, hvis det er udsigtsløst eller først realistisk på lang sigt og vel at mærke som følge af en god social indsats.

Derfor er det afgørende, at den årlige afklaringsret, der blev vedtaget sammen med kontanthjælpsaftalen tidligere på året, bliver omsat til lov, når der er dannet en ny regering. Og endnu mere afgørende, at afklaringsretten i praksis bliver grundlaget for relevant forsørgelsesgrundlag og grundige, koordinerede indsatser på tværs af forvaltninger og sektorer.

Det er afgørende for, at vi i fremtiden forhindrer, at mennesker sidder fast på kontanthjælp i hele og halve liv med uløste og forværrede sociale og sundhedsmæssige problemer.

Der er masser af gode erfaringer at trække på i kommunerne fra eksempelvis projekt ”Flere skal med” og andre forsøg, hvor man har givet borgere en koordineret indsats – det virker hver gang. Men det skal ikke være forsøg. Det skal være sådan, vi arbejder.

Frontpersonalet skal have reel beslutningskompetence. Socialrådgiveren skal i langt højere grad kunne træffe beslutninger i samarbejde med det menneske, der sidder overfor og har brug for hjælp, så det er de reelle menneskelige behov, der bestemmer indsatsen, og ikke tjeklister baseret på detaljeret lovgivning.

Det handler ikke om at skære bevidstløst ned på antallet af regler og mængden af bureaukrati i jobcentrene. Vi skal hele tiden huske på borgernes retssikkerhed. Det handler i stedet om at droppe de indsatser, der ikke virker, og om at skrue op for dem, der virker.