Mennesker med dobbeltdiagnoser skal have bedre hjælp

Mennesker med brug for både psykiatrisk behandling og rusmiddelbehandling føler sig ofte tabt mellem to stole. Det er for nylig blevet illustreret i TV2-dokumentaren Pigen på den lukkede. Anna, som dokumentaren følger, oplever ikke, at der samarbejdes om at hjælpe hende, og hun føler, at ansvaret for at hjælpe hende bliver skubbet rundt. Noget, som rigtig mange andre i hendes situation også oplever.

Er du afhængig af rusmidler, kan du ikke få behandling i psykiatrien. Har du en ubehandlet psykisk lidelse, kan du ikke få behandling for din rusmiddelafhængighed. Et paradoks, som Rådet for Socialt Udsatte og mange andre har påpeget i årevis, og som efterlader de mindst 40.000 mennesker i Danmark med en dobbeltdiagnose uden tilbud, der kan hjælpe dem. Det er et svigt af mennesker, der lever svære og lidelsesfulde liv, og det er dyrt for samfundet.

I årtier har man diskuteret de problemer, der opstår, når rusmiddelbehandlingen er forankret i kommunerne, og psykiatrien er forankret i regionerne. Koordineringen og samarbejdet mellem de to sektorer fungerer ikke godt nok, og der ikke er nok social støtte. På trods af gode intentioner og adskillige sundhedsreformer, sundhedsaftaler og samarbejdsaftaler gennem årene består problemerne stadig. Der mangler helhedsorienterede, koordinerede og fleksible behandlingstilbud på tværs af regioner og kommuner, hvor der bliver taget ansvar for både behandling af psykiske lidelser, rusmiddelbehandling og social støtte. Og hvor der lyttes til, hvad det enkelte menneske har brug for. Systemet skal indrettes efter menneskers behov og livsvilkår.

Der er brug for et no wrong door-princip i hele hjælpesystemet. Et princip, der betyder, at uanset, hvilken dør et menneske går ind ad – om det er i psykiatrien, på jobcentret eller i rusmiddelbehandlingen – så skal de tages i hånden og følges hen, hvor de kan få den hjælp, de har brug for. Og det skal være forbudt at slippe, før nogen har taget over.

Der er et politisk ønske om at lave integrerede behandlingstilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser, som skal forankres i regionerne. Det er der en arbejdsgruppe, der ser på en model for. Men man kan godt blive bekymret for, at det ikke vil hjælpe de mange mennesker med dobbeltdiagnoser, fordi det tager udgangspunkt i den måde, systemerne fungerer på i dag – det er for ufleksibelt og ikke tilstrækkeligt koordineret med sociale indsatser i kommunen.

Der er kun én måde at løse problemerne på. Det er, at der som led i en sundhedsreform og psykiatrireform tages et endeligt opgør med den måde, systemet er indrettet på. Der er brug for strukturelle løsninger og nye incitamentsstrukturer, som understøtter sammenhængende tilbud på tværs af regioner og kommuner med tværfaglige teams, fleksible rammer samt opsøgende og opfølgende indsatser.