Rådet anbefaler, at det sociale frikort gøres permanent

Høringssvar vedr. Forslag til forlængelse af forsøg med et socialt frikort.

Høringssvar

Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen og tilslutter sig lovforslaget om midlertidig forlængelse af det sociale frikort. Rådet anbefaler, at forlængelsesperioden bruges til at forberede en permanent ordning for det sociale frikort, som kan træde i kraft i god tid inden forlængelsesperiodens udløb. Rådet anbefaler, at en permanent ordning for det sociale frikort tager højde for understående bemærkninger.

Rådet har nedenstående bemærkninger til forslaget:  

Rådet anbefaler, at det sociale frikort gøres permanent

Socialt frikort har som ordning vist sig at have en løfteevne for grupper af socialt udsatte og betyder, at de får mere ud af andre sociale indsatser, de er visiteret til. Simpelthen fordi de får troen på, at de er velkomne i fællesskabet. På den måde virker succesen fra det sociale frikort som en løftestang for social progression. Det har krævet et stort arbejde, at få det sociale frikort ordentligt i gang og ikke alle kommuner har fået implementeret det lige godt. For de socialt udsatte mennesker, som er blevet støttet i at anvende det sociale frikort, har det betydet en meget stor forbedring af livskvaliteten. Derfor er det værd at investere i. Gøres frikortet permanent, øges incitamenterne i kommunerne til implementering af ordningen. 

Rådet anbefaler, at det tydeliggøres, at det sociale frikort ikke er en beskæftigelsesindsats og ikke må påvirke modtagerens ret til anden hjælp

Det er vigtigt at holde fokus på, at det sociale frikort er en social indsats – ikke en beskæftigelsesindsats. At tænke det sociale frikort som endnu et værktøj i beskæftigelsesindsatsens værktøjskasse ødelægger intentionen om, at frikortet skal være et frirum for de mest socialt udsatte fra den sædvanlige logik om ret og pligt. Hvis de gode erfaringer med at tjene penge, føle sig værdifuld og som en del af fællesskabet leder til, at nogle frijobbere får så meget struktur på deres liv, at de er klar til noget mere forpligtende, er det kun godt.

Det er vigtigt, at det tydeliggøres i lovgivningen, at det sociale frikort ikke må have betydning for borgerens ret til anden hjælp, og at der ved tildeling af offentlige sociale ydelser skal ses bort fra indtægter på baggrund af et socialt frikort. I lovforslagets bemærkninger fremgår det, at det at have et socialt frikort og indtægter via dette, ikke alene kan lægges til grund for vurderingen af personens arbejdsevne, idet der skal foretages en konkret og individuel vurdering af personens arbejdsevne i forhold til 225-timersreglen og førtidspension.

Rådet anbefaler, at det tydeligøres i lovgivningen, at arbejde på socialt frikort ikke må påvirke hverken kontanthjælp, fritagelse fra 225-timers reglen, eller indstilling til førtidspension mv.. Formuleringen i bemærkningerne i dag kan misforstås og skabe utryghed blandt brugere af frikortet, da der kan opstå usikkerhed om, hvorvidt arbejde på frikort med tiden vil medføre yderligere krav til arbejdsevne mv.. Det er igen vigtigt at understrege, at arbejde på et socialt frikort ikke kan sammenlignes med ordinært arbejde, og ikke har til hovedformål at udvikle frijobbernes arbejdsevne. 

Rådet anbefaler bedre implementeringsunderstøttelse

Det anbefales, at der afsættes midler til at implementere ordningen i kommunerne. På trods af at brugen i kommunerne er stigende, er der stadig mange kommuner, der ikke er kommet rigtigt i gang med ordningen og hvor borgere har meget svært ved at finde frem til, hvor de skal henvende sig i kommunen, hvis de ønsker et socialt frikort.

Der er et stort potentiale i at udbrede både viden om og brugen af ordningen i kommunerne, samt at dele de gode erfaringer, der indtil nu er indsamlet omkring brugen af socialt frikort. En implementeringsunderstøttende indsats kunne sætte fokus på at skabe bedre oplysning om mulighederne for socialt frikort, der hvor borgerne er (fx i samarbejde med væresteder e.l.), bedre håndholdt hjælp til at finde et frijob, bedre opsøgende arbejde og hjælp til virksomheder, samt flere frijobs i kommunen.