Socialt udsattes retssikkerhed i Faxe Kommune

Samarbejde mellem Rådet for Socialt Udsatte, Faxe Udsatteråd og Faxe Kommune om bedre retssikkerhed for socialt udsatte mennesker

Deltagelsesproces i Faxe Kommune
Billede af det visuelle referat fra workshopppen i Faxe Kommune - håndtegnede illustrationer af nogle af de nævnte problemstillinger

Det visuelle referat fra den del af workshoppen i Faxe Kommune, hvor deltagerne pegede på udfordringer med retssikkerheden.

Mange socialt udsatte mennesker oplever, at de ikke får den hjælp af kommunen, de har brug for og ret til. Det kan bedre information og et letforståeligt sprog være med til at lave om på. Det er konklusionen på en workshop, som Rådet for Socialt Udsatte, Faxe udsatteråd og Faxe Kommune har holdt for at finde løsninger på problemet.

Socialt udsatte mennesker har ofte brug for hjælp fra kommunen. Desværre oplever mange, at de ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Samtidig er det sjældent, at de klager over afslag på hjælp. Derfor får systemet ikke rettet op på forkert sagsbehandling, hvilket er et problem for retssikkerheden.

For at undersøge socialt udsattes oplevelser med retssikkerhed har Rådet for Socialt Udsatte, sammen med det lokale udsatteråd i Faxe og Faxe Kommune, holdt en workshop med deltagelse af en gruppe mennesker fra lokale væresteder, socialpsykiatrien og udsatterådet i Faxe. De peger på en række udfordringer i mødet med kommunen og har konkrete forslag til løsninger, som du kan læse herunder.

Gør sagsbehandlingen hurtigere og mere overskuelig

Langsom og uoverskuelig sagsbehandling er en af de største udfordringer med retssikkerheden i Faxe Kommune. Lang ventetid kan være frustrerende og have store konsekvenser for den, der går og venter på fx en afgørelse – særligt hvis man ikke forstår, hvordan sagen behandles og hvorfor det tager lang tid. Det er derfor vigtigt, at ventetiden gøres kortere og at der informeres bedre. Det kan fx ske ved, at kommunen ansætter flere medarbejdere, og at man uddanner personalet til at kommunikere tydeligere om sagens forløb.

Mange oplever desuden alt for ofte, at deres sagsbehandler bliver skiftet ud, og at de derfor skal forklare deres sag igen og igen. Det er også kilde til frustration og kan trække sagsbehandlingen i langdrag. Det kan fx løses ved, at man får ret til at have en fast sagsbehandler, der styrer sagsforløbet fra start til slut.

Giv bedre vejledning og hjælp til at oplyse sagen

Socialt udsatte har brug for at vide, hvilken hjælp de har ret til fra kommunen, og hvordan de kan få den. Mange oplever dog, at de ikke får den information, og at de ikke selv har ressourcerne til opsøge den. Èn løsning kan være, at der bliver lavet et samlet og let tilgængeligt overblik over tilbud og kommunens muligheder for at hjælpe – og at det bliver muligt at få råd og vejledning af kommunens borgerrådgiver.

Flere giver desuden udtryk for, at de mangler tillid til, at sagsbehandleren får alle relevante oplysninger med i sagen. Man skal derfor have at vide, at det er muligt at have en bisidder med til sine møder, som kan hjælpe med at oplyse sagen. Og så skal der være bedre hjælp til at klage over kommunens afgørelser.

Artiklen fortsætter under billedet.

Billede af det visuelle referat fra workshopppen i Faxe Kommune - håndtegnede illustrationer af nogle af de foreslåede løsninger
Det visuelle referat fra den del af workshoppen i Faxe Kommune, hvor deltagerne kom med deres bud på løsninger

Tal og skriv forståeligt

Det kan ofte være svært at forstå sproget og de juridiske vendinger i afgørelser og beskrivelser af tilbud, pligter og rettigheder. Det er vigtigt for borgernes retssikkerhed, at de føler sig godt oplyste om deres sag og om, hvordan de kan klage, hvis de er uenige i en afgørelse. Derfor lyder anbefalingen, at kommunen altid skal skrive afgørelser og klagevejledninger mv. i et sprog, så alle kan forstå indholdet.

Der er også mange, som føler, at de ikke bliver lyttet til, når de fx er til møder med deres sagsbehandler, og at medarbejdere i kommunen taler ned til dem. Det er derfor vigtigt, at den mundtlige kommunikation forbedres – fx ved at sagsbehandlere og medarbejdere trænes i at tale med socialt udsatte mennesker.

Styrket dialog i Faxe Kommune

Workshoppen er blevet starten på en styrket dialog i Faxe Kommune. Den har været med til at vise, hvordan kommunen, det lokale udsatteråd og udsatte borgere kan bruge hinanden, når der skal drøftes forskellige temaer og løses problemer. Fx kan dialogmøder styrke forståelsen og være med til, at man finder fælles løsninger på svære problemstillinger. Og så har den vist kommunen, at det lokale udsatteråd har unik adgang til en ofte isoleret borgergruppe, og at deres erfaringer er særdeles værdifulde og kan bruges i udviklingen af indsatser og politikker.

Konklusionen på workshoppen er, at især bedre information og grundig vejledning i et lettilgængeligt sprog kan være med til at forbedre socialt udsattes oplevelse af deres retssikkerhed. Bl.a. fordi det gør dem bevidste om deres rettigheder, om sagsgange og om deres klagemuligheder.

Læs også

Gruppebillede af deltagerne i den deltagelsesproces, som rådet holdt i samarbejde med Ankestyrelsen
Deltagelsesproces hos Ankestyrelsen

Rådet for Socialt Udsatte, Ankestyrelsen og socialt udsatte mennesker samarbejder om at skabe bedre klagemuligheder.

 

Kontakt

Portræt af Helena Hanna Holm på hvid baggrund

Helena Hanna Holm

Politisk konsulent
41 85 10 49
Portræt af Camilla Uhrskov Jordal på hvid baggrund

Camilla Uhrskov Jordal

Politisk konsulent
41 85 10 78