Anvisning af bolig til flygtninge og prøve i dansk

Lovforslaget er led i regeringens ghettostrategi fra oktober 2010 og aftalen med DF om ændring i reglerne om ægtefællesammenføring fra november 2010. Rådet for Socialt Udsatte har tidligere udtrykt stærk betænkelighed ved den stigmatisering af socialt udsatte boligområder, der ligger i, at regeringen og det officielle Danmark kalder områderne ghettoer.

Høringssvar

Svar på høring vedr. udkast til lovforslag om ændring af integrationsloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og forskellige andre love (Anvisning af bolig til flygtninge og udvidelse af kredsen af prøveberettigede ved prøve i dansk m.v.)

Lovforslaget er led i regeringens ghettostrategi fra oktober 2010 og aftalen med Dansk Folkeparti om ændringer i reglerne om ægtefællesammenføring fra november 2010.

Rådet for Socialt Udsatte har tidligere udtrykt stærk betænkelighed ved den stigmatisering af socialt udsatte boligområder, der ligger i, at regeringen og det officielle Danmark kalder områderne ghettoer. Denne ekskluderende sprogbrug indebærer en stor risiko for en yderligere marginalisering af de mennesker, der bor i områderne. Det står i skærende kontrast til, at dansk socialhistorie er fyldt med eksempler på, at samfundets og borgernes syn på mennesker med sociale problemer langsomt er ændret bl.a. ved, at man fra officielt hold har taget mere inkluderende begreber i anvendelse i omtalen af medborgere, der har sociale problemer.

Det er med beklagelse, at trenden nu går i en anden retning.

Rådet for Socialt Udsatte har ikke bemærkninger til lovforslagets konkrete bestemmelser.