Det har vi lært på socialområdet efter et år med corona

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Altinget.dk den 11.03.2021.

Man siger, at et samfund skal måles på, hvor godt det behandler udsatte grupper. Det forgangne år har været prøven over dem alle.

Og hvad er så status? Har vi gjort det godt nok på socialområdet? Kan socialområdet få en tilstrækkelig vigtighed i den offentlige opmærksomhed?

Da nedlukningen trådte i kraft, blev det hurtigt klart, at der var nogle, der kom i klemme, og at det kunne få fatale følger. Med forsamlingsforbud på ti personer kunne væresteder, herberger med videre ikke operere på samme måde som før.

Det blev fra Social- og Indenrigsministeriet meldt ud, at væresteder med videre er kritiske funktioner, men det forstod de lokale myndigheder mange steder ikke. De blev lukket eller begrænset i virke og har været udfordret af, at de frivillige kræfter blev væk. En del brugere af de sociale tilbud isolerede sig, og andre holdt sig bare væk fra de sædvanlige steder.

Fra centralt hold har der været bekymring for, hvad der ville ske, hvis smitten bredte sig blandt socialt udsatte. Ville det være muligt at identificere smittede og få dem i selvisolation, og hvor skulle isolationen ske, hvis man eksempelvis var hjemløs?

Tæt dialog og partnerskaber med civilsamfundsaktører

Jeg husker tilbage på et år, hvor vejen fra Social- og Indenrigsministeriet til aktørerne i frontlinjen har været kort.

Der har været direkte dialog, og samarbejdet er i foråret 2020 blevet systematiseret i de såkaldte målgruppepartnerskaber for henholdsvis børn og unge, personer med handicap og for udsatte voksne – Rådet for Socialt Udsatte er facilitator for sidstnævnte. Set-up'et har fået nye problemstillinger og informationer til hurtigt at flyde begge veje, og akutte problemstillinger er blevet taget løbende.

Der har ikke været langt fra, at et problem blev påpeget, til penge blev bevilget og en indsats kunne sættes i værk. Alle har været med på, at hurtig handling var påkrævet, så der har ikke været langstrakte politiske forhandlinger mellem Folketingets partier, før en indsats kunne gå fra tanke til handling.

Der er blevet bevilget hjælpepakker til det sociale område, så for eksempel hjemløse er blevet tilbudt overnatning. Der er blevet oprettet isolationspladser til personer, der ikke har kunnet isolere sig selv, og personer med afhængighed af stoffer har kunnet få fleksibel substitutionsbehandling.

I København har det for eksempel været en succes at udlevere substitutionsmedicin til længere perioder end ellers, og der er etableret digitale væresteder, social drive-out med videre mange steder.

Bagsiden af medaljen

Efter første nedlukning stod det klart, at isolation og social afstand er et problem for mange.

Ensomhed er blevet et generelt fænomen. Der blev bevilget penge til en række ensomhedsindsatser i sommeren 2020. Desværre fik de ikke den ønskede effekt, da samfundet lukkede ned igen i slutningen af 2020. Kreativiteten har været stor og mange forskellige aktiviteter er rykket online.

Men ikke alle med behov kan følge med online. Der er stadig mange ikke-digitaliserede borgere, som kun nås med fysiske tilbud. Én ting er ensomheden, noget andet at folk ikke får diagnosticeret sygdomme.

Nogle socialt udsatte borgere har været bange for at blive smittet, enten på grund af psykiske udfordringer eller fysiske lidelser, der gør, at de er i særlig risiko ved smitte, og de har afholdt sig fra at opsøge læge. Det ved vi, skete for mange i foråret 2020, og vi kender endnu ikke omfanget af det efterslæb i lidelser, der er opstået i kølvandet.

Belært af erfaringerne

Ingen vidste, hvad det var, vi stod overfor i foråret 2020. I efteråret har vi høstet erfaringer.

Det er positivt, at socialområdet blev undtaget forsamlingsforbuddet ved anden nedlukning. Væresteder med videre kunne holde åbent, hvis de overholdt retningslinjer om afstand og afspritning.

Det lærte vi af første nedlukning. Omkostningen ved at lukke har været for høj. Der er mennesker, der har brug for den fysiske kontakt. For de sociale organisationer har de økonomisk omkostninger dog været høje, da deres genbrugsbutikker har været lukkede. Den problemstilling har fyldt en stor del af min kontakt med organisationerne.

Forhåbentlig vil de seneste hjælpepakker, og nu også de genåbnede genbrugsbutikker, redde 2021 på den front.

At holde tilbuddene åbne i anden runde gav mening, fordi socialt udsatte til manges overraskelse i vid udstrækning undgik smitte i første bølge. Det har de ikke gjort i anden bølge. Det har sat social- og sundhedsarbejdere på overarbejde, og det er positivt, at sundhedsmyndighederne har været lydhøre over for at få gruppen frem i vaccinekøen.

Dog har det været noget af en udfordring at få klarhed over, præcis hvor i vaccinekøen socialt udsatte og de mennesker, der arbejder på de sociale tilbud, står. Det har krævet pres fra civilsamfundet at få myndighederne til at melde klart ud.

En smittet person med afhængighed vil ofte prioritere at få opfyldt sit behov for alkohol eller stoffer over instruksen om at isolere sig. Det er fortsat et problem, for vaccinerne lader vente på sig, og opstarten af testindsatsen blandt socialt udsatte lader også vente på sig, men de gode intentioner er der stadig.

Hvad kan vi gøre bedre fremadrettet?

Vi har brug for, at der er større bevidsthed hos myndigheder og befolkning om, hvordan en krisesituation med nedlukning af aktiviteter i samfundet påvirker socialt udsatte.

Væresteder, behandlingstilbud med videre er ikke nice-to-have for dem, der bruger dem. De er så absolut need-to-have.

Den forværring og det efterslæb vi forventer i for eksempel behandling af psykiske lidelser eller misbrugsbehandling, fordi brugerne har holdt sig væk, eller der har været lukket, kræver et genopretningsarbejde, som der skal være en plan for.

Sundhedsmyndighederne gør, hvad de kan for at begrænse smitten, men socialområdet kan hjælpe det på vej med et socialt beredskab, som jeg allerede i foråret plæderede for. Med et socialt beredskab får vi en fælles forståelse for vigtigheden af sociale indsatser og planer for, hvem der gør hvad, og hvilke ressourcer vi kan trække på.

På for eksempel Vestegnen har smittetrykket ligget højt siden foråret 2020. Dette og de mange andre tætbefolkede områder med lokale udbrud, er gode eksempler på, hvor et socialt beredskab kan gøre en forskel.

Der er brug for dialog og kulturforståelse for at tage den slags udbrud i opløbet, og det er der gode kræfter, der mestrer derude.