Sociale investeringer skaber bedre løsninger

Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Altinget: Civilsamfund den 5. november 2020.

Kan sociale investeringer være en metode, der kan fikse nogle af de systemfejl, som er opstået i udviklingen af vores velfærdsmodel?

Kan investeringstankegangen inspirere til bedre sociale løsninger for mennesker i socialt udsatte positioner?

Jeg ser tre områder, hvor investeringer kan bidrage med interessant fornyelse – men også potentielle nye udfordringer.

Styrker viden

For det første kan sociale investeringer være med til at udfordre et stort problem på socialområdet: For meget socialt arbejde og for mange sociale indsatser er ikke tilstrækkeligt vidensbaserede.

Vi har på mange områder problemer med at dokumentere effekten af de indsatser, som socialt udsatte borgere modtager, eller vi godtager, at resultaterne af indsatsen er utilstrækkelige.

Det er svigt af de mennesker, som har brug for hjælp. Der er brug for at styrke vidensarbejdet markant i den sociale sektor.

Sociale investeringer bidrager med præmissen om, at det faktisk er muligt at skabe social forandring gennem gode sociale indsatser.

For at kunne skrue en attraktiv investering sammen, kræver det, at vidensniveauet er højt.

Vi skal kende de sandsynlige effekter af det sociale arbejde, vi skal kende målgruppens problemer i dybden, og vi skal vide hvilke typer af hjælp, der skaber holdbare resultater.

Det er ikke mange indsatser, der er modne til det endnu. Og langt fra al socialt arbejde vil egne sig til at blive finansieret gennem et konkret investeringsprogram.

En vej til skærpet ressourcefokus

For det andet er det oplagt, at sociale investeringer bygger på den præmis, at mennesker kan få det bedre, og at den bedring har en budgetøkonomisk værdi.

Et ressourcefokus hvor vi vurderer indsatser på, hvor gode de er til at nå et mål.

Nogle indsatser er bedre end andre til at få mennesker ud af hjemløshed, ud af gældsfælder, ud af vold, prostitution, misbrug eller andet.

Sociale investeringer skærper blikket for, hvad vi som samfund skal prioritere, og hvad vi skal holde op med at gøre. Det er tiltrængt.

Sociale investeringer er interessante der, hvor investering fører til reelle budgetbesparelser – som når kontanthjælpsmodtagere kommer i beskæftigelse, eller når borgere flytter fra botilbud til eget hjem med støtte.

Spørgsmålet er, om der i investeringsprogrammerne også bliver plads og betalingsvillighed til at nå mål om øget trivsel, og om det bliver muligt at opgøre værdien af netværk, relationer eller deltagelse i ligeværdige fællesskaber.

Sammen om ét mål på tværs

For det tredje er det mit håb , at sociale investeringer kan tage livtag med nogle af de økonomiske uhensigtsmæssigheder, som tynger vores velfærdsarbejde.

Et af de største problemer i den offentlige sektor, er mangel på sammenhæng i hjælpen for den enkelte socialt udsatte.

For mange udsatte modtager indsatser, der ikke løser det problem, den udsatte har, men i stedet får delløsninger med afsæt i de tilbud, der nu engang er i det ene eller andet system.

Velfærdssamfundets enkelte institutioner måles - lidt skarpt sagt - mere på, om de holder budgettet, end på om de skaber reelle sociale forandringer.

En af de virkelig store udfordringer er uligheden i sundhed.

Det har haft store negative konsekvenser for mange socialt udsatte med både misbrug og psykiatriske problemer, at misbrugsområdet er forankret i kommunerne, mens psykiatrien er regionernes ansvar.

Begge områder synes at insistere på, at det andet problem skal være løst, før der kan sættes ind med hjælp. Det har meget alvorlige konsekvenser for den enkelte.

Det er interessant, hvis sociale investeringer ved at insistere på opnåede mål kan samle flere sektorer om at nå samme mål.

Det kan derfor være hjælpsomt, hvis staten lægger sig i front og tager noget af risikoen og bidrager som investor for at justere der, hvor investeringer i én sektor udløser gevinster i en anden.

Sociale investeringer kan udvikle og fastholde værdi

Jeg frygter, at sociale investeringer gentager den rigiditet, der kan opstå, hvis ansvar for opgaver splittes ud på enkeltaktører, som kontraktligt holder hinanden i jerngreb på leverancer og betaling.

Jeg håber, at de kommende sociale investeringscases er nogle, hvor partnere fra forskellige sektorer går sammen om at skabe social innovation.

Og jeg håber, at civilsamfundssektoren kommer til at bidrage med udvikling af nye typer af sociale indsatser og som facilitatorer af netværk og relationer.

Vi har brug for deres særlige ekspertise og innovationskraft.

Jeg håber, at de første investeringer fastholder blikket på værdien i at være sammen om at skabe forandringer for det enkelte menneske.

Vi har brug for at reformere vores velfærdsmodel.

Jeg håber, at sociale investeringer kommer til at bidrage som en metode, der udvikler vores evne til at skabe positive sociale forandringer for mennesker, der har behov.