Tilbage til normalen før coronakrisen er ikke nødvendigvis nok
Kommunerne må gøre klar til at opjustere indsatsen for socialt udsatte efter coronakrisen, så det ikke ender med flaskehalse.
Af Vibe Klarup formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Altinget: Social den 16. juni 2020.
Coronakrisen har fået myndigheder og organisationer til at handle hurtigt. På nationalt niveau er der sendt et væld af reguleringer og information ud, og der er indgået aftaler om redningspakker.
Lokalt er der handlet hurtigt og lavet mange nye tiltag og eksperimenter. Nogle steder er misbrugsbehandlingen blevet mere fleksibel. Nogle steder arbejder sundheds- og socialsektoren sammen som aldrig før. Nye aktører melder sig og vil hjælpe.
Alligevel er der ingen tvivl om, at socialt udsatte lider under nedlukningen af samfundet.
Krisen skruer op for usikkerheden
På trods af at mange funktioner på socialområdet er kritiske og har været opretholdt, så er der mange væresteder, der har været lukkede, og fysiske aftaler med eksempelvis støttekontaktpersoner har været aflyst eller gjort digitale.
Mennesker bliver ensomme og symptomer forværres, når daglige rutiner og gode relationer forsvinder. Derfor er det høj prioritet, at værestederne åbner igen
Samtidig skruer krisen op for usikkerheden. Relationsarbejdet skal genoptages fuldt ud snarest muligt.
Mennesker bliver ensomme og symptomer forværres, når daglige rutiner og gode relationer forsvinder. Derfor er det høj prioritet, at værestederne åbner igen – de er godt i gang – og om nødvendigt, at faciliteterne udvides, så genåbningen kan gøres sundhedsmæssigt forsvarligt.
Men tilbage til normalen er ikke nødvendigvis nok.
225-timersreglen bør afskaffes
Kommunerne må gøre klar til at opjustere indsatsen for socialt udsatte, så det ikke ender med flaskehalse. Civilsamfundet må grundigt udforske, om der er brug for nye måder at være til stede på for sårbare borgere.
Det kræver ressourcer, og ligesom vi naturligvis forventer, at regeringen træder til, er der også gode eksempler på, at fonde og erhvervsliv bidrager. Det får vi også brug for efter krisen.
Den sundhedsmæssige krise og almindelige usikkerhed kan for mange være en stressfaktor, men situationen giver også et økonomisk pres. Arbejdsløsheden stiger og adgangen til midlertidige jobs svinder ind, når virksomheder skal passe på smitte og økonomi.
Den sundhedsmæssige krise og almindelige usikkerhed kan for mange være en stressfaktor, men situationen giver også et økonomisk pres.
Derfor bør 225-timersreglen afskaffes helt. Når arbejdsløsheden stiger, er socialt udsatte sidst i køen på et for mange i forvejen alt for krævende arbejdsmarked.
De har brug for hjælp fra Folketinget til at sikre dem økonomisk tryghed.
Kan blive en styrkelse
Det samme har civilsamfundet. Lige nu har vi som samfund brug for, at det leverer en ekstraordinær indsats. Det er vigtigt, at hjælpepakkerne dækker, så ingen sociale organisationer går konkurs midt i coronakrisen eller i den afgørende tid efter.
Den garanti er nødvendig for, at den samlede opgave bliver løftet.
Genåbningen er ikke bare en udfordring for det offentlige. Hvis vi skal sikre, at ingen bliver efterladt, og at vi får samlet op på gode erfaringer, kræver det en samlet indsats af de større.
Men hvis vi griber det rigtigt an og får hele samfundet i gang - det offentlige, det private, civilsamfundet og brugerne - kan det betyde en styrkelse af det sociale område.
Behovet findes hele året rundt
Det er nemlig ikke kun i coronatider, at vi har brug for fleksibel misbrugsbehandling, tæt samarbejde mellem social- og sundhedsmyndigheder og fonde såvel som private virksomheder, der bruger deres ekspertise til at skabe nye og innovative tiltag til gavn for socialt udsatte.
Det er nemlig ikke kun i coronatider, at vi har brug for fleksibel misbrugsbehandling
Det har vi brug for hele året.
I Rådet for Socialt Udsatte er vi glade for at Folketingets partier har bedt os facilitere et partnerskab for udsatte voksne, der kan samle de bedste eksempler på gode løsninger fra krisens første intensive fase, opsamle nye behov og sammen med aktører fra alle sektorer udforske, hvordan vi videreudvikler det sociale arbejde.
